Husk sikkerheden ved plantebeskyttelsesmidler

Fem vigtige råd fra planteavlskonsulent og ekspert i sprøjtemidler, Ole Schou fra VKST.

Som landmand er man uden tvivl bekendt med de grundlæggende principper for sikker brug af plantebeskyttelsesmidler. Det er dog afgørende ikke kun at kende dem, men også konsekvent at overholde dem for at opnå den nødvendige sikkerhed samt miljøbeskyttelse.

Planteavlskonsulent og ekspert i sprøjtemidler, Ole Schou fra VKST, kommer derfor her med fem vigtige råd, som kan hjælpe med at arbejde sikkert og effektivt med plantebeskyttelsesmidler.

1. Forbered og vedligehold udstyret grundigt – og husk sikkerhedsudstyr

Husk at holde din sprøjte i top god stand. Der er virkelig penge at tjene med en velfungerende og præcis sprøjte. Husk at brug værnemidler – overtræksdragt eller forklæde, handsker og ansigtsvisir. Og husk at skifte handsker ud jævnligt.

2. Undgå fejl – undgå store tab

En behandling starter dagen før, man vil ud og sprøjte. Der sætter man de produkter, man har til hensigt at bruge, frem på en særlig plads i kemi-rummet eller i skabet. Så har man chancen for at opdage fejl, når man næste dag igen ser, hvilke produkter der er valgt. Selv de mest erfarne sprøjteførere risikerer fejl – mange dunke ligner hinanden. Det er ofte fejl, som ikke kan rettes, og som koster afgrøder livet med store tab til følge. Så læs altid etiketten før brug – hver gang.

3. Afstandskrav

Mange produkter har et afstandskrav til for eksempel offentlige veje, bebyggelse, haver osv, hvor folk kan færdes frit. Nogle produkter har to meters afstand, andre fem, 10 eller 20 meter. Det er angivet på etiketten og skal overholdes. Og det skal det også i sprøjtejournalen, hvor det korrekte areal, der er behandlet, skal angives – ikke markens totalareal.

4. Undgå at forlade førerkabinen umiddelbart efter sprøjtning

Det er vigtigt at undgå at træde ud af traktoren lige efter sprøjtning, da området stadig kan være fyldt med aerosoler og dampe fra kemikalierne. Vent indtil luften er klar, og det er sikkert at forlade førerkabinen for at minimere risikoen for eksponering.

5. Opbevar kemikalier og udstyr sikkert – også ved påfyldning

Opbevar alle sprøjtemidler i sikkert, aflåst rum eller skab, uden adgang for andre end personen med sprøjtecertifikat. Sørg for at produkterne er i de originale beholdere med etiketterne intakte, og gennemgå alle produkters udløbsdato to gange om året. Skriv eventuelt udløbsdatoen på dunken med vandfast tusch. Sortér produkterne efter anvendelse – for eksempel ukrudts- og insektmidler. Og sørg for at holde produkter, der kan give totalskader helt for sig selv, for eksempel Glyfosat og græsmidler.

Læs også