Uændret kreaturnotering hos Danish Crown

Danish Crown fastholder i næste uge niveauet for den nuværende kreaturnotering.

Danish Crown fastholder niveauet for den nuværende kreaturnotering i næste uge.

I en markedsberetning skriver selskabet, at det er inde i de sidste ugers slutspurt på det danske marked for okse- og kalvekød, hvor der traditionelt bliver mere stille i ugerne efter Skt. Hans, når danskerne rejser sydpå på sommerferie.

- Derfor arbejdes der lige nu hårdt på Danish Crown Beefs fabrikker for at indfri kundernes ønsker til de kommende uger, lyder det.

- Salget til de sydeuropæiske markeder er fortsat godt

Danish Crown - i en markedsberetning

- Historisk har det været sådan, at det danske marked daler meget i tempo, når danskerne tager sydpå og holder sommerferie. Det venter lige om hjørnet, og indtil da er det danske detailsalg godt drevet af kampagner, mens salget til restauranter og kantiner er lidt mere roligt, fordi det ustadige vejr har lagt en dæmper på folks lyst til at sidde på fortovscafeerne og spise burgere, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Når danskerne rejser sydpå, kan de dog stadig få fat i oksekød fra Danish Crown Beef, for salget til de sydeuropæiske markeder er fortsat godt frem mod turistsæsonen, hvor Italien og Spanien aftager udskæringer i høj kvalitet, mens Grækenland og Portugal efterspørger kalvekødet, tilføjer Danish Crown i sin markedsberetning.

Læs også