Landbrug & Fødevarer glæder sig over millionbevilling

- Novos ambitiøse satsninger på grøn omstilling er vigtigt for landbruget, lyder det anerkendende fra Landbrug & Fødevarer, efter at Novo Nordisk Fonden har bevilget 585 millioner kroner til forskning, der skal støtte landbrugets grønne omstilling.

Der er grund til at anerkende, hvordan Novo Nordisk Fonden, i flere tilfælde sammen med andre fonde, over de seneste år markant har forøget sit fokus på den grønne omstilling af fødevareproduktionen. Senest med en bevilling på hele 585 millioner kroner til forskeren Eske Willerslevs nye banebrydende forskningsprojekt, der skal udnytte ældgammelt-DNA til at forstå, hvordan vi kan dyrke jorden og udvikle afgrøder, der er modstandsdygtige over for klimaforandringer.

Det mener Landbrug & Fødevarer.

- Vi glæder os over, at Novo Nordisk Fonden investerer så ambitiøst og vedholdende i frembringelse af grundlagsskabende viden og potentielt banebrydende løsninger på den grønne omstilling af landbruget. Danmark har en lang og stolt tradition som et af verdens førende landbrugslande, og Novo Nordisk Fondens investeringer rummer potentialet til, at denne tradition kan fastholdes mange år fremover, siger Anders Martin Klöcker, erhvervs- og forskningsdirektør i Landbrug & Fødevarer.

Flere bevillinger

Bevillingen til det nye projekt kommer kort efter, at Novo Nordisk Fonden har givet en bevilling på 145 millioner kroner til udvikling af en ny hvedesort, der kan nedbringe verdens forbrug af kvælstof. Og inden da adskillige andre, store bevillinger, herunder 240 millioner kroner til pionercenteret Land-Craft, der skal tilvejebringe ny tværfaglig viden om, hvordan vi, under hensyn til biodiversitet og klima, bedst og mest præcist udnytter og dyrker vores samlede landbrugsareal.

Anders Martin Klöcker understreger, at Landbrug & Fødevarer er meget opmærksom på, at ny viden og nye løsninger kun får en effekt, hvis de faktisk finder anvendelse hos medlemmerne.

- Fremtidens landmand skal kende til de nye løsninger og skal forstå dem i den samlede kompleksitet af natur, klima, dyrevelfærd, ledelse og økonomi, som et moderne landbrug er udtryk for. Det er regeringen også opmærksom på, hvilket tydeligt ses i beslutningen udmeldt i november 2023 om at sikre bevilling til et nyt Videncenter for Jordbrugets Uddannelser, siger han og udtrykker samtidig stor tilfredshed med, at Novo Nordisk Fonden også støtter op om at løfte landmændenes grønne kompetencer gennem uddannelsen, hvilket ses af, at Fonden i tilknytning til regeringens beslutning udtrykte ønske om at indgå i et partnerskab om at gøre fremtidens landmænd endnu dygtigere.

- Sammen med Danske Landbrugsskoler er vi i meget konstruktiv dialog med Novo Nordisk Fonden om et partnerskab, og vi anerkender Fonden for på en og samme tid at fokusere på forskning og uddannelse som vigtige komponenter i landbrugets grønne omstilling.

Læs også