Fire gårde på Djursland åbner dørene for besøg

I år har turister og ferieramte familier mulighed for at besøge fire gårde på Djursland.

Der er garanti for oplevelser på en Djurslandgård.

Der er godt nyt for turister og snarligt ferieramte familier på Djursland.

- Djurslandgårdens nyeste folder ligger klar, og i år er der hele fire fantastiske gårde, som åbner op for et nærværende gårdbesøg for hele familien, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

- I årets folder finder vi et helt nyt medlem af Djurslandgården. Richard og Camilla Olesen – samt deres tre børn og en hund – overtog tidligere på året en bedrift på Ny Lufthavnsvej 29 i nær Tirstrup, Ebeltoft.

- Familien vil rigtig gerne vise deres helt nye tilværelse og gård frem for interesserede, fordi de mener, det er vigtigt at give alle en mulighed for at komme ud og se, hvordan mælken bliver produceret.

Røde køer i stalden

Rønnebjerggaard, som bedriften hedder, har 130 årskøer, cirka 100 ungdyr og driver cirka 90 hektar jord, som hovedsageligt er til foder til dyrene.

Noget lidt særligt på denne gård er, at der i staldene er røde køer – dem ser man ikke så tit, og de bliver alle malket af malkerobotter. Der er naturligvis også rig mulighed for at snakke med de små kalve på dette besøg.

De fire gårde, som er med i Djurslandgården, er delt op i to kategorier – én rundvisningsgård og tre besøgsgårde.

Besøgsgårdene er for familier med børn i alle aldre, og her tilbydes børneaktiviteter efter en fælles rundvisning.

På rundvisningsgården er der guidet rundtur, og disse besøg henvender sig til familier med lidt større børn, som har mod på at lytte og lære.

- Når man besøger en Djurslandgård, vil familien vise rundt og fortælle om deres dagligdag

Djursland Landboforening

Koster 50 kroner pr. person

Djurslandgårdens folder kan hentes som pdf på landboforeningens hjemmeside. I folderen er en trykt kalender, hvor man kan finde den gård og dato, som passer bedst.

- Når man besøger en Djurslandgård, vil familien vise rundt og fortælle om deres dagligdag. Her kommer man helt tæt på landmanden, og der er rig mulighed for at få stillet alle sine spørgsmål. Alle rundvisningerne foregår på dansk, skriver Djursland Landboforening, og tilføjer:

- Et gårdbesøg koster 50 kroner pr. person, men børn under 12 år er gratis. I skal senest dagen i forvejen kl. 21.00 ringe til gården – og husk at tage småpenge med til entré – der er også mulighed for mobilepay.

Læs også